Casa Rural Los Algarrobales

Jeg undrer mig over, om dette virkelig er sandt, at jeg ikke drømmer. Området jeg befinder mig i er eventyrlig smukt. Jeg ser uendelig mange hvide huse ved siden af hinanden, og i baggrunden de pragfulde bjerge. På den anden side af landsbyen får jeg øje på en stor blå sø. Havde jeg dog bare tidligere vidst, at dette eksisterede! Jeg kører ind i en landsby, El Gastor står der på skiltene. På et lille torv parkerer jeg bilen, og fortsætter til fods fra det ene lille torv til det næste. Jeg stopper ved et bageri og beslutter mig for at forkæle mig selv, med et friskbagt brød. Jeg fortæller damen bag disken, hvor utrolig charmerende jeg finder hendes bopæl. ”Så bliv et par dage!” siger hun stolt. ”Jeg kender et perfekt sted her i nærheden. En gammel gård som er forvandlet om til hyggelige boliger."

Ad en grusvejen angivet af damen i bageriet, er jeg på udkig efter Casas Rurales Los Algarrobales. Halvvejs møder jeg en grøn Landrover, som stopper og manden stikker hovedet ud af vinduet. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" spørger han mig. Jeg fortæller ham, hvad jeg er på udkig efter, og han begynder straks at stråle. ”Jeg er Francisco. Det er mig der ejer fincaen!” Francisco leder vejen hen til landstedet. Kun et par minutter senere er vi ankommet, og sætter os over en kop kaffe. Francisco fortæller, "i 80'erne kom en fransk pianist til dette sted. Han blev forelsket og besluttede at blive her og give sine koncerter. Senere kom hans venner med ideen om, at dele dette sted med andre mennesker. Og således blev fincaen til feriehuse."

Sammen med Francisco går jeg på opdagelse på ejendommen. Via poolen kommer vi til de små hvide huse, der ser hyggelige ud både inde- og udefra. Typisk spansk med smukke malerier i mange farver. Han fortæller mig, at dette er mit sted for natten. Sengen står i et lille men hyggeligt soveværelse med tykke hvide vægge. Det bliver ikke noget problem at nyde mit ophold her, ved jeg med det samme!