Olival de Sao Filipe

Da kong Filips den 2. byggede et fort i det 16. århundrede, der skulle beskytte byen Setúbals havn og bagland, var der ingen der kunne vide, at det var her Jaap og Jeanine ville slå sig ned mange hundrede år senere. Der var sikkert heller ikke nogen, der havde forestillet sig, at parret ville komme til at dele de to autentiske møller tæt ved fortet med deres gæster. Her nyder man det portugisiske landliv, havet og byen.  Efter Jaaps død er den daglige ledelse overtaget af et ægtepar, der med kyndig og kærlig hånd lader de to hollænderes drøm leve videre.

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg gæstede dette unikke hus (faktisk burde jeg sige ´moinhos´). Jeg befandt mig ikke langt fra fortet i den store olivenlund med den smukke brønd. Jaap havde fortalt mig, at jeg skulle følge den stejle vej, der bugtede sig opad. Og at jeg så helt automatisk ville stoppe på det højeste punkt af bjerget, når jeg fik øje på de to portugisiske møller, der ligger med udsigt over borgen, byen Setúbal, Sado-floden, halvøen Troia, havet og naturområdet Serra da Arrábida. Han havde helt ret. For nu står jeg foran de autentiske møller og den rummelige, solbeskinnede bygning. Oliventræerne duver sagte frem og tilbage i vinden, og jeg har svært ved at vælge, for egentlig har jeg lyst til at sidde her hele dagen og nyde udsigten, men tanken om de mange hundrede år gamle moinhos rumsterer rundt i hovedet på mig. ‘Kom, jeg følger dig hen til møllerne, så kan du se dig lidt omkring. Og derefter slår du dig ned i haven og nyder udsigten, så længe du vil,’ ler Jaap.

De runde rum, de mange hundrede år gamle mure, den smagfulde indretning, de fantastiske kig gennem rummene og de små, hvide trapper, haven, terrasserne med de store borde og den hyggelige stemning... Jeg lader blikket glide videre hen over terrassen, og mine øjne begynder at stråle om kap med solen. Bare kong Filips kunne have set mig sidde her. Jeg føler mig kongelykkelig, ja, det er lige præcis det rette udtryk.