Masseria Cianciò

Da jeg kører ind på gårdspladsen, er der stille overalt. Jeg slukker for radioen og stiger ud. Vinden suser gennem oliven- og johannesbrødtræerne i det varme solskin. Selv kaktusserne synes at bevæge sig frem og tilbage. Den gamle gård Masseria Ciancio med de hvide mure ligger ganske fredfyldt. Stilheden er vidunderlig.
”Benvenuto!” Signora Gina tager imod mig med åbne arme. Jeg talte med hende i telefonen i morges, og hun ser præcis ud, som jeg har forestillet mig. En ægte madre! Tiltalende, venlig og meget vital trods alderen.
”Mangiare, mangiare,” synger hun. Italienerne er kun i stand til at foretage sig noget, når de er mætte. Mens Gina laver mad til mig, kigger jeg mig omkring. Om lidt får jeg en rundvisning på masseria’en, som hun holder så meget af.
Den gamle gård stammer fra det 19. århundrede, og Gina har sat den i stand med kærlig hånd. På gårdspladsen, der er omgivet af smukke, gamle stenmure, står der stole og borde. Man genkender straks de gamle lader og kostalde. Murene er blevet restaureret, men med bibeholdelse af det gamle ubehandlede ydre, og da jeg stryger en hånd henover dem, fornemmer jeg de forgangne tider. Også swimmingpoolen ligger ugeneret bag de gamle mure.
”Nå, der var du!” Gina står leende ved siden af mig med en tallerken dampende pasta.
Jeg spiser den lækre mad på gårdspladsen, mens Gina fortæller. Det føles næsten, som om jeg taler med en gammel bekendt. “Vi ville ikke bare istandsætte den gamle masseria, men også de møbler, der stod der i begyndelsen af det 19. århundrede. Men komforten er selvfølgelig lige så vigtig. Jeg støvede alle antikmarkederne igennem med gamle fotos i hånden, og de møbler jeg ikke kunne finde, har jeg fået lavet.” Det er ikke svært at se, at Gina er indendørsarkitekt. For hende er indretning en kunstform. Hun rejser sig. “Lad os begynde med rundvisningen og så gå en tur bagefter.”
Min tallerken er tom. På vej hertil fik jeg et glimt af landskabet, hvor du kan gå lange ture. La vita è bella. Hver eneste dag. Ingen tvivl om den sag.