Aldiola Country Resort

Ligegyldigt hvor smuk øen Sardinien er: Lad være med at tage på cykeltur midt på dagen i juli måned. Jeg bandede indvendigt over min egen stædighed, mens jeg cyklede videre ad de sardinske veje. Min vandforsyning var sluppet op - maden var også spist – og jeg havde ikke set en levende sjæl i den sidste time. Jeg begyndte at blive lidt bekymret.

Efter en bugt fik jeg – som en oase i ørkenen, så tørstig var jeg blevet – pludselig øje på et par huse på en bakketop. Lidt længere borte kunne jeg skimte en fortryllende sø. Var det et drømmesyn? En venligt udseende mand kom mig i møde. Han betragtede bekymret mit ophedede ansigt og gav mig tegn til at følge efter. Jeg skulle først sætte mig ned og få et glas vand, så kunne vi hilse ordentligt på hinanden bagefter. Hvor var jeg ham taknemmelig. Da jeg have fået stillet den værste tørst, fortalte han mig sit navn, Giovanni, Hotel Aldiolas ejer. Husene, jeg havde set, var hotellets ‘værelser'. Som arkitekt havde Giovanni altid været travlt optaget af at opfylde andres drømme, men med opførelsen af Aldiola var hans egen drøm gået i opfyldelse. En rolig oase mellem oliven- og korktræerne med måske Sardiniens smukkeste udsigt. Efter to liter vand var min tørst blevet stillet, men jeg var stadig skrupsulten. Giovanni havde læst mine tanker og bad mig følge med, for jeg havde nemlig endnu ikke set Aldiolas bedste trumfkort. Det fandtes i restauranten, eller rettere sagt på restaurantens veranda. Med en tallerken dampende varm pasta foran mig og med en vidunderlig udsigt over Lago di Liscia og lyden af en enkelt fugl, der fløj forbi, følte jeg stor beundring for Giovanni. Fordi han helt alene havde bygget sådan et smukt hotel op helt fra grunden.